NEUROPÆDAGOGIK


På Hørkær har alle uddannede socialpædagoger, gennemført specialpædagogisk efteruddannelse i Neuropædagogik med særligt henblik på udviklingshæmmede.

De første hold pædagoger der blev efteruddannet i neuropædagogik, tog uddannelsen på Sølund.

De senere år har Hørkærs pædagoger taget den specialpædagogiske efteruddannelse i neuropædagogik på Professionshøjskolen University College Nordjylland

Efteruddannelsen sigter mod at kvalificere deltagernes pædagogiske arbejde med voksne med særlige behov via implementering af neuropædagogiske og neuropsykologiske arbejdsmetoder.



Se uddannelsens indhold her:


HISTORIE/BAGGRUND
Neuropædagogiken er en udløber af neuropsykologien, som stammer fra Rusland omkring 2. verdenskrig.
Her studerede en russisk psykolog, Aleksander Romanovich Luria, forskellen på menneskers adfærd, som var blevet skadet i forskellige områder af hovedet, under 2. verdenskrig.
Han forskede i adfærdsvarianterne, som var udtalt, alt efter om det var foran, bagud, på siden af hovedet eller flere steder samtidig. Dette gjorde, at han fik inddelt hjernens funktioner i 3 blokke, således at man kunne få et overblik over de forskellige funktioners beliggenhed i hjernen. Dette er en metode, som vi også bruger i dag.



HVAD ER NEUROPÆDAGOGIK?
Neuropædagogik kan ikke reparere hjernen eller helbrede brugere med psykisk nedsat funktionsevne.
Men det er tidens bedste bud på hvordan pædagoger gennem observationer og viden kan støtte brugeren i at fungere så optimalt som muligt, ud fra de forudsætninger vedkommende har.
Gennem en grundig afklaring af vanskeligheder, ressourcer og vilkår hos brugeren, klarlægges hvilke led i en færdighed der fungerer og hvilke der ikke fungerer.
Herefter tilrettelægges hverdagen på en måde, så brugeren får mulighed for at trække på sine stærke sider og kompenseres for sine svage sider.

Hjernen består af to halvdele, der er forbundne. Derudover er hjernen delt op i nogle centre der tager sig af forskellige funktioner. I neuropædagogiken inddeler man hjernen op i tre blok-områder med hver sine "ansvarsområder".
Et neuropædagogisk projekt starter med en indsamling af baggrundsoplysninger på brugeren; livsforløb, evt. scanninger, tillægshandicaps, syndromer, diagnoser osv. Her er det af yderste vigtighed at bosteder, forældre & pårørende er samarbejdsvillige, da det ellers kan blive svært at få en ordentlig profil af brugeren.
Dernæst foretages en Kuno Beller-test, der fastslår brugerens udviklings-/alderstrin, og endelig laves der en neuroscreening af de forskellige hjerneblokkes funktion.
Udviklings-/alderstrin sammenholdt med neuroscreeningen, giver et billede af brugerens hjerne.
Man er interesseret i hvordan hjernen arbejder, hvorfor brugeren gør som han/hun gør, hvordan han/hun oplever verden og tingene.
Der ledes efter både "sorte huller" og ressourcer. Målet er at klarlægge hvilke led i en færdighed der fungerer og hvilke der ikke fungerer.

Finder man frem til, at en person har en fejlfunktion i et bestemt område, tilrettelægger man pædagogikken således, at man kommer uden om brugen af dette område - man finder nye veje.
Hverdagen kan så tilrettelægges på måder, der giver hver enkelt bruger mulighed for at trække på sine stærke sider mens neuropædagogiken kompenserer for de svage områder. Det daglige pædagogiske arbejde er stadig de kendte socialpædagogiske metoder, eksempelvis struktureret pædagogik.
Neuropædagogiken er et metode-styringsredskab, der sætter pædagogen i stand til at være et skridt foran og dermed hæve tærsklen for brugerens frustration. Altså en mulighed for at forebygge problemer og undgå frustrationer.


Det neuropædagogiske arbejde tager udgangspunkt i:
- Opfattelse og forståelse af sansning (perception)
- Tænkning og planlægning (kognition)
- Motorik
- Hukommelse
- Motivation
- Følelsesliv
- Kommunikation
- Adfærd
- Impulskontrol


For at klarlægge hvilke led i en færdighed der fungerer og hvilke der ikke fungerer, søger man at få to hovedområder afdækket.
Det første er brugerens funktionsniveau (udviklingsalder), altså det alderstrin brugerens færdigheder svarer til. I svaret ligger bl.a. informationer om, hvad man kan forvente og hvilke krav, vi kan stille til brugeren. Dette skal være fundamentet det pædagogiske arbejde skal bygges på. På denne måde kan vi undgå at vi stiller for store krav til brugeren og gøre ham/hende utryg og udløse ind- eller udadvendt aggression. Krav og tilbud skal stemme overens med funktionsniveauet.

Det andet hovedområde er selve hjernens udvikling. Altså hvilke problemer brugeren har? Hvornår fungerer brugeren henholdsvis dårligt og rigtig godt?
Det kunne f. eks være når der er mange mennesker omkring ham/hende eller når det handler om rutineopgaver, eller måske når det handler om helt nye opgaver/aktiviteter.
Brugerens stærke og svage sider er ofte lig med stærke og svage hjernefunktioner. Det pædagogiske tilbud skal først og fremmest styrke de stærke områder, fordi de svage områder er udtryk for en hjerne-fejlfunktion, som det kun vil give et yderst ringe udbytte at arbejde med. Og højst sandsynlig vil udmunde i en masse nederlag og frustrationer for brugerne.

De svage sider må kompenseres af den ydre struktur og gennem pædagogerne, samt det pædagogiske arbejde omkring brugerne. Så er der basis for at den enkelte bruger kan fungere så optimalt som muligt ud fra de forudsætninger, vedkommende har. - Og derved få mere livskvalitet.